Filosofien.dk

Ved Cand. Pæd. Viggo Smitt

Det altafgørende retsprincip

Uskyldsformodningen et det altafgørende retsprincip, som skiller den demokratiske retsstat fra diktaturet. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Så hvis der er en rimelig tvivl om, hvorvidt den anklagede har begået forbrydelsen, skal vedkommende frifindes. Det påhviler nemlig ikke den anklagede at bevise sin uskyld.

Selvom vi gerne vil kritisere andre landes retssystemer, overholder vi ikke altid selv dette smukke retsprincip. Det kan jeg desværre bevidne, da jeg indtil for kort tid siden var domsmand ved en større byret. 

Selve sagen kan forekomme lille og betydningsløs. Dog er to måneders ubetinget fængsel aldrig betydningsløst for den dømte. Betydningsløs er sagen slet ikke, når man betænker, at det netop var selve uskyldsformodningen, som blev trådt under fode.

Uforglemt

Sagen blev min sidste i den fireårige periode som domsmand, og i dagene efter vendte jeg i tankerne hele tiden tilbage til den. Jeg havde ganske vist gjort mit ved at stemme for frifindelse. Alligevel generede det mig, at der var fældet dom. Jeg håbede stærkt på, at sagen ville blive anket, men da det ikke skete, besluttede jeg mig for at nedfælde noget om den (nærværende tekst), når den var lidt på afstand. 

Sagen

Sagen handler om en kvinde, lad os kalde hende Leila, der i en periode arbejdede samme sted som sin mor. På et tidspunkt anmelder deres chef moderen for hærværk på arbejdspladsen. Moderen blev frikendt i retten, men efterfølgende anmeldte deres nu tidligere chef datteren, Leila, for vidnetrusler. Truslerne skulle være fremsat i selve retsbygningen i forbindelse med afviklingen af sagen mod moderen, men det er i anklageskiftet uklart, om de skulle være fremsat før eller efter vidneafhøringen. I det i øvrigt meget upræcise anklageskrift står der, at Leila skulle have sagt til den tidligere chef, at ”’vi skal nok få dig ned med nakken’ og ’jeg kommer til at slagte dig’ eller lignende”.  Hvis man er anklaget for at have sagt noget ”eller noget lignende”, kan det jo betyde hvad som helst. Alene denne upræcise anklage burde, efter min mening, have medført, at sagen ikke var blevet rejst.

Processen

Troværdigheden af anklagen bliver ikke stort bedre under afhøringen af den tidligere chef. Det er som nævnt uklart, hvad Leila skulle have sagt og hvornår. Men det er heller ikke klart, hvor hun skulle have befundet sig, da hun fremsatte de påståede trusler. Det eneste, der går igen, er ”noget med nakken” mens udsagnet om ”at slagte” er helt forsvundet. Den samme uklarhed gør sig gældende under afhøringen af vidnerne, som, på nær ham der intet kan huske, er rekrutteret fra Lailas gamle arbejdsplads. Det forhold, at vidnerne og forurettede kan have talt om denne sag mange gange, blev på intet tidspunkt belyst under afhøringen, og da jeg nævnte det under voteringen fejede dommeren mig af.

Forklaringerne stemmer heller ikke med politirapporten. Den tidligere chef ler indforstået til dommeren, mens hun fortæller, at politiet kort efter episoden ringede hende og kollegerne op under en våd frokost. I den politirapport, som blev til under disse festlige omstændigheder, kan den tidligere chef pludselig citere en Karina for udsagnet ”Fucking luder”. Hverken forvareren eller dommeren spørger ind til det forhold, at hun kort efter de påståede vidnetrusler ikke engang kan huske tiltaltes navn. Hvis man for alvor er blevet skræmt af troværdige trusler på livet af en af sine tidligere ansatte, husker man helt sikkert navnet på vedkommende.

Den tidligere chef indrømmer også, at hun ikke ordret kan huske, hvad der blev sagt. ”Det er jo længe siden”, siger hun. Men det var i hvert fald en trussel, fordi hun blev bange! Nu er historien pludselig, at det var en trussel, fordi hun blev bange, og nu forresten også fordi Leilas kropssprog var truende. Leilas kropssprog er overhovedet ikke nævnt i anklageskriftet. Under denne del af forklaringen lykkes det også flere gange den tidligere chef at omtale Leila som Randi.

Voteringen

Dommeren indledte voteringen med stort set at kende Leila skyldig. Den anden domsmand var helt på linje med hende. Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at forklare, hvor tynde, jeg syntes, de såkaldte beviser var. Mine indvendinger blev mere eller mindre fejet af bordet. Dommeren og den anden domsmand syntes, at anklageren havde været dygtig. Men man skal vel ikke følge anklageren, bare fordi man synes, vedkommende gør det godt? 

Dommeren fastslog, at ”noget med nakken” var bevis nok, hvad truende udsagn angik. Dette især fordi den tidligere chef og vidnerne havde været så troværdige. Da jeg sagde, at jeg slet ikke opfattede den tidligere chef og vidnerne som troværdige, kiggede dommeren og den anden domsmand forbavsede på mig. Men det udløste tilsyneladende ikke nogen eftertanke hos dem. De understregede, at vidnetrusler jo er en alvorlig forbrydelse. Jeg kunne ikke være mere enig, sagde jeg, men det handlede om rimelig tvivl. Det undrer mig stadig, at de ikke stoppede op i den tankerække. Den rimelige tvivl tilsidesættes ikke, bare fordi anklagen lyder på en alvorlig forbrydelse?

Jeg er på ingen måde ”soft on crime”, og havde man uden rimelig tvivl kunnet bevise, at der var fremsat troværdige dødstrusler mod et vidne, så er 2 måneders ubetinget fængsel billigt sluppet. Men det bevis var man efter min mening ikke nærheden af i denne sag. 

Nu indså jeg mismodigt, at Leila ville blive dømt, selvom det var uklart både i anklageskriftet og under afhøringerne, hvad hun præcis skulle have sagt. Den forurettede, den tidligere chef, kunne ikke huske ordlyden af de påståede trusler. Derfor henholdt hun sig pludselig i stedet til Leilas kropsprog og ikke mindst til sine egne følelser: jeg var bange, ergo jeg må jo være blevet truet. Den tidligere chefs ageren indgav mig den mistanke, at hun brugte sagen mod Leila som payback, fordi moderen ikke var blevet dømt i hærværkssagen. Min mistanke fik især næring af hendes åbenlyse løgn om, at hun var blevet skræmt af noget Leila havde sagt. Dommeren afviste vredt, at vi skulle overveje den mulighed, og jeg fandt heller ikke støtte hos min meddomsmand.

Jeg er stadig voldsomt indigneret over, at Leila blev dømt, selvom genstanden for de påståede trusler ikke engang kunne huske hendes navn.

Men hvorfor

Hvorfor skete det? Mit første bud er, at beskikkede forsvarsadvokater ikke har noget på spil. En mere ressourcestærk person ville længe inden retsmødet have skaffet sig en bedre advokat. Men dommeren og den anden domsmand dømte, efter min mening, fordi de identificerede sig med den tidligere chef og omvendt nærede en slet skjult modvilje mod Leila.

Leila er ikke underernæret og laset klædt, som dårligt stillede mennesker var engang. Hun er heller ikke oversået med dramatisk make-up, piercinger eller tatoveringer, men er diskret velklædt – nøjagtig som vi, der behandler hendes sag. Men hendes selvfremstilling, hendes meget direkte og følelsesladede sprog og ikke mindst beskrivelserne af hendes kontakt med det sociale system placerer hende tydeligt i socialgruppe fem. 

Der er skrevet hyldemeter af sociologisk litteratur om socialgrupper og tilhørende normer, og om hvordan det giver forskellige fordomme mod dem med andre normer. Jeg har undervist unge voksne, der minder om Leila, så jeg kan sagtens forestille mig en kaotisk og uhensigtsmæssig adfærd fra hendes side, men det gør hende på intet tidspunkt skyldig i anklagen. En del af problemet opstår efter min mening også, fordi dommerne i vores retssystem har for stor tillid til egen dømmekraft. Det er, tror jeg, ikke personlige karakterbrister, men noget uundgåeligt, der hvor mennesker i årevis kan udøve magt uden hyppigt at få robust modspil.  Denne skævhed i vores retssystem bliver nemlig kun sjældent korrigeret af lægdommere, fordi de ikke rigtig tør modsige dommerne. Dommeren i denne sag var ingen undtagelse. Hun var tydeligt uvant med, og vist også noget irriteret over de indsigelser, jeg fremførte. 

Retfærdighedens Gudinde, Justitia, har bind øjnene, fordi hun ikke dømmer efter persons anseelse. I denne sag havde hun billedlig talt fjernet bindet; man ignorerede uskyldsformodningen ved at affeje mine forsøg på at diskutere den mere end rimelige tvivl, som de diffuse anklager gav anledning til. Man lod sig imponere af anklageren, som vel bare gjorde sit arbejde med en almindelig omhu, som forsvarsadvokaten ikke lagde for dagen. Sidst men bestemt ikke mindst lagde man alt for stor vægt på vidnernes subjektivt opfattede troværdighed. Leila blev dømt, fordi hun tilhører socialgruppe 5. Mere ressourcestærke personer ville være blevet frikendt, fordi deres forsvar ville have været mere energisk og stringent, men også fordi de som oftest ville opnå mere sympati hos dommere og domsmænd. Den type uretfærdighed bliver meget mindre, når domstolen lever op til sine egne højeste principper i form af uskyldsformodningens rimelig tvivl.

Hvad kan man gøre ved det? 

Man kunne for min skyld gerne lave et såkaldt udhængsskab for sløve, beskikkede forsvarsadvokater. Men især kan man eksplicitere uskyldsformodningen i dansk lovgivning, så den bliver sværere at omgå. Meget ville være nået, hvis dommere under voteringen var pålagt sammen med domsmændene at gennemgå, hvor der kunne være en rimelig tvivl, som talte for frifindelse. Man kunne måske endda direkte formulere, at man skal forsøge at sætte sig udover sine umiddelbare fordomme forstået som lidt for hurtige og instinktive antagelser om andre mennesker. Mange vil benægte deres fordomme, og man behøver sådan set heller ikke indrømme, hvem man ikke lide osv. Men hvis man direkte bliver bedt om i stille sind at overveje sine mulige fordomme i enhver konkret sag, kunne det sagtens flytte noget. 

En dommer fortalte mig en gang, at han, før et bestemt vidne blev indkaldt, sagde til dommændene: ”Ham, I skal høre nu, virker muligvis meget usympatisk, men husk at lytte nøjagtig til det, han siger”. Det er det princip, jeg ønsker at gøre til fast praksis.

I mange sammenhænge tjener vores hurtige og instinktive bedømmelser af andre mennesker os godt. Men hvis vi vil fælde dom over nogen, skylder vi at tænde for den mere krævende, stringente overvejelse, som bedømmer logiske sammenhænge. I denne sag ville det betyde at undersøge uklarheden i anklageskriftet og vidneforklaringerne i stedet for at forholde sig til sin meget personlige opfattelse af troværdighed hos de afhørte.

Jeg er sikker på, at dommeren og den anden domsmand ikke er dummere end jeg, men jeg er også sikker på, at de lod sig styre af de hurtige instinktive bedømmelser i en situation, hvor Leila havde et fundamentalt retskrav på noget bedre.

I den konkrete sag kunne jeg godt tænke mig, at man gav Justitia bind for øjnene igen ved at transskribere lydoptagelserne fra sagen og slette beskrivelserne af Leilas tidligere kontakt med det sociale system. Derefter skulle man så præsentere dette skriftlige materiale for en dommer og to domsmænd, som gerne kunne minde om os, der behandlede sagen. Jeg er overbevist om, at det ville resultere i en hurtig frifindelse.

Fornemmelser

Da dommen var afsagt, tog dommeren afsked med os domsmænd. Hun betroede os smilende, at hun efter dagens dom havde en god mavefornemmelse!

Hard Talk

Søndag den 24. marts 2013

Ugens samtaleemne var Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard.

Egentlig kan jeg – der er usigelig træt af danske journalisters mikrofonholderi – rigtig godt lide formatet Hard Talk. Lars Hedegaard udleverer da også sig selv som konspirationsteoretiker, når han siger, at han jo ikke ved om Barack Obama skjuler sin dåbsattest og i virkeligheden er muslim. At det sikkert er rigtigt, at en tredjedel af amerikanerne tror sådan, gør det ikke mindre dumt, men helt sikkert meget mere skræmmende.

Fordi jeg længes efter mere Hard Talk, ærgrer dette interviews skønhedsfejl mig så meget desto mere:

Jeg synes, at den skråsikre Krasnik fylder for meget, og jeg har f.eks. i sammenhængen ikke brug for at vide, at han synes, at der er meget, man kan kritisere Obama for.

Selv om Hedegaard har indvilliget i kritisk interview, er samtalesituationen den, at han for nylig har være udsat for et mordforsøg, og tydeligvis er påvirket af det. Jeg synes, at konspirationsteorier er skøre, men alligevel gik min sympati næsten over på Hedegaard.

Hard Talk er også smukkest overfor rigtige magthavere og Hedegaard er måske efterhånden mere en stakkels særling.

Men episoden har inspireret mig til at sende nedenstående til programmet Deadlines redaktion:

 

Krasniks interview med Hedegaard berømmes af mange af hans kolleger, men den pågående stil kunne vel være endnu mere velvalgt overfor aktuelle magthavere.

 Kunne I ikke lave et “hårdt” interview med justitsministeren om § 24 i den foreslåede nye offentlighedslov.

På Forhånd Tak

Vh

Viggo Smitt

 

PS

Begrebet Hard Talk er fra BBCs program af samme navn

 

**

Mandag den 18. marts 2013

 

I den forløbne uge 11/2013 har et par sager især trængt sig på for djævelens advokat:

 

Demokratiets salt

Siden jeg den sidste onsdag på min personlige Facebook profil nævnte politikernes forsøg på at sætte undtagelsesbestemmelser ind i den nye offentlighedsloven, er der sket det meget glædelige, at der på Facebook er sat en underskriftindsamling i gang i protest mod lovforslaget. Jeg har skrevet under og opfordrer alle til at gøre det.

Den kritiske samtale er demokratiets salt, og det er uhyggeligt, at man vil fratage dygtige journalister mulighed for at være djævelens advokat. Mange af de afsløringer, der er givet Cavling priser for i de senere år, ville lige præcis have være umulige, hvis ministerbetjeningen var undtaget fra aktindsigt. Man behøver bare tænke på Birte Rønn Hornbechs afgang som minister.

Jeg er kommet i tanke om dengang, jeg bad en noget pompøs embedsmand om aktindsigt i nogle ret banale akter på et universitet. Han spurgte mig, hvorfor jeg ville vide det, og hvad jeg skulle bruge det til. Jeg blev forvirret og vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige, men har siden tænkt, at det er en klassisk attitude i megen forvaltning i Danmark. Den trækker spor helt tilbage til enevældens administration, og vores embedsmænd trænger til at blive oplært i offentlighedsprincippet. Jeg skylder nemlig ikke nogen begrundelse for at ville have indsigt, men myndigheden skal begrunde meget præcist, hvis man vil give mig afslag. Hensigten er at skabe gennemsigtighed i forvaltningen. Det er den eneste rigtige garanti mod magtmisbrug og korruption. En fin og stringent gennemgang kan findes på www.transparency.dk.

 

Den ”kloge ekspert”

Lars Bo Langsted, der er professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet har på pressebilledet lagt ansigtet i de rette folder og bekymret ud på sådan en sympatisk made. Det der bekymrer ham, er retssagerne mod aktørerne i de seneste års bankskandaler, 50 forhenværende direktører, kreditchefer, revisorer og bestyrelsesmedlemmer er stævnet og skal betale 2,8 milliarder. Han mener, det vil afholde folk fra at stille op til posterne i fremtiden

Her savner man djævelens advokat i form af journalister, der straks demaskerer ”ekspertudsagnet” som et partsindlæg på et i øvrigt upassende tidspunkt, hvor man får den ufromme tanke, at han håber at påvirke sagernes udfald til fordel for de tiltalte.

Hans udsagn er også komplet bagvendt, for mens det selvfølgelig er rigtigt, at nogle tab skyldtes finanskrisen i verden, er der ingen grund til at forhåndsfrikende uansvarlig adfærd hos lokale aktører. Mange tab kunne uden tvivl være begrænset ved rettidig omhu.

For hæderlige økonomiske aktører er det en meget glædelig begivenhed, at Finansiel Stabilitet har anlagt sagerne, og det vil nok betyde at poster i bankers bestyrelser i fremtiden vil tiltrække en langt bedre type kandidater. I allerbedste fald kan der gøres op med en kultur, der beundrer spekulation til fordel for en kultur, der fremmer rigtige langsigtede samfundsgavnlige resultater.

 

Habile Læger

Jeg hørte forleden en kuriøs historie om en børnepsykiater, der i begyndelsen af 1960erne i provinsby var hovedvidne i en sag om forældremyndighed. Hans vidneudsagn fik afgørende betydning for, at faderen fik forældremyndigheden. Det lyder jo rimeligt nok, indtil man får at vide, at faderen var børnepsykiaterens søn.

Noget lignende ville nok ikke forekomme i dag, både fordi modpartens advokat straks ville påpege det, og fordi det ville være gefundenes fressen for både seriøs og kulørt journalistik. Men jeg nævner det for at vise, hvor svært danske myndigheder har haft det med habilitet, og hvordan især læger har kunnet slippe af sted med at optræde i dobbeltroller.

Det er ikke så mange år siden at den i øvrigt både hæderlige og charmerende Tage Voss opfattede det som helt uproblematisk at modtage penge fra tobaksindustrien uden at omtale det, når han holdt foredrag på vegne af Foreningen Hensynsfulde Rygere HENRY.

Jeg husker også en samtale med min egen læge – hvis hæderlighed, jeg aldrig har haft grund til at betvivle. Hun kunne ikke forstå at lægernes forhold til medicinalindustrien kunne være et problem. Medicinalindustrien havde sin rolle at spille, og man måtte bare stole på lægernes etik.

Især det sidste stritter; på det korte etik kurset, der findes på lægestudiet i Danmark bør man gøre det helt klart for kandidaterne, at samfundsborgere ikke bare skal stole på nogens etik, der skal i stedet skabes transparens, så offentligheden kan kontrollere, hvilke interesser der på spil.

Hvad lægernes forhold til medicinalindustrien angår, findes heldigvis ikke en men to djævelens advokater i form af Cochrane Instituttet og Læger Uden Sponsor. Det er sikkert deres fortjeneste, at lægeforeningen nu selv – bedre sent end aldrig – i forbindelse sagen om HPV vaccinen foreslår regler for transparens. Også her er transparens kodeordet, for der skal naturligvis være masser af samarbejde mellem læger og medicinalindustri.

Lovgivningen er også på vej  – vist i næste folketingssamling. Jeg undrer mig bare over, at der ikke for længe siden er kommet en meget håndfast lovgivning på området. Og nej, lovgivernes skal ikke sidde og vente på, at branchen laver frivillige regler.

 

 

Jeg har oprettet en facebook side med titlen djævelens advokat og er ved at finde ud af at bruge den. Jeg skriver senest et nyt indlæg her påskedag søndag den 1. April. Det kommer til at handle om det negative ved positiv tænkning.

 

VS

Advocatus Diaboli

Den gode sag

Nogle associerer fejlagtigt udtrykket djævelens advokat til den karakter i en fortælling, der har solgt sin sjæl til djævelen. Den misforståelse blev hjulpet godt på vej af en i øvrigt underholdende film fra 1997 med Al Pacino i hovedrollen, Devils Advocate, der handler om et advokatfirma, der bogstaveligt arbejder for det onde – Al Pacinos rolle afsløres som DEN onde sidst i filmen. Men djævelens advokat, ham fra dagligsproget, arbejder faktisk for den gode sag.

 

En Lutrende Proces

Processen for helgenkåringer i den katolske kirke foregik før i tiden som en slags retssag, hvor den ene advokat uformelt omtaltes som Advocatus Diaboli, Djævelens Advokat. Hans opgave var anklagerens. Han fremførte altså argumenterne mod helgenkåringen; var dette eller hint mirakel nu ægte? Var den afdødes karakter alligevel ikke helt pletfri? osv.

Den polske Pave John Paul II afskaffede dette system og fik i en rasende fart gennemført et stort antal helgenkåringer. Hvis man ikke er katolik, kan man jo være ganske ligeglad med, hvem der nu er helgener, men det er nemt at forestille sig, at nogle af de kanoniserede hurtigt mister glansen i lyset af uheldige oplysninger, som nu ikke har været prøvet ved ”domstolen” men først senere kommer til de troendes kendskab. Det er  også nemt at parallelisere dette til alle mulige andre situationer:

 

Forsvar for den gode sag

Det er blevet meget almindeligt hos virksomheder og organisationer at italesætte en ny pædagogisk metode eller organisationsteori med en begejstring, næsten som om det var en helgenkåring. Man savner djævelens advokat, både som ham der siger de upopulære ting, men også som kritisk sans hos aktørerne. Det er vigtigt, umådelig vigtigt at huske på, når der til møder på arbejdspladser fremføres en bestemt slags kritik, som faktisk er meget konstruktiv. Mens middelmådige ledere har svært ved at høre kritik og blive udfordret, har virkeligt dygtige ledere altid af egen drift djævelens advokat med til møderne i form af  mindst en person, der rationelt udfordrer populære antagelser. Den rigtige titel på figuren i den katolske kirke var i øvrigt Promotor Fidei, Troens Forsvarer, altså en der i høj grad tjente sagen.

 

Det oplyste grundlag

Den sag der skal tjenes i den verdslige virkelighed på f.eks. arbejdspladser er beslutningen. Beslutningerne om hvilken vej man skal, bør træffes på et så oplyst grundlag som muligt. Det er et uafvendeligt vilkår, at en beslutning skal træffes på et bestemt tidspunkt, på grundlag af de oplysninger man har til rådighed på det tidspunkt. Man bør ikke bebrejde beslutningstagerne noget med udgangspunkt i senere fremkomne oplysninger.  Men den italesatte begejstring for en bestemt ide eller metode er en væsentlig, men slet ikke uafvendelig forhindring for de bedst tænkelige beslutninger, og den forhindring er beslutningstagere ansvarlige for at styre fri af.

 

Djævelens advokat er dyr, meget dyr… at undvære

Jeg vil frejdigt påstå, at man kunne have undgået finanskrisen, hvis man rundt omkring havde lyttet til djævelens advokat. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at det er indlysende. I bestyrelser og direktioner, bør man naturligvis altid hele tiden overveje de mulige negative konsekvenser af økonomiske beslutninger, inden man tager en risiko, som derved gør sig fortjent til betegnelsen kalkuleret. De historier man nu hører om tegner desværre et andet billede; man lyttede ukritisk til ham, jeg vil kalde modparten til djævelens advokat nemlig den karismatiske optimistiske iværksætter. Han er selvfølgelig nødvendig i forretningslivet, men oplagt destruktiv uden modspil.  Man bliver ikke svindler af at være karismatisk og optimistisk, men enhver ordentlig svindler har både karisma og en smittende optimisme. Stein Bagger er kun mest groteske eksempel. Ved ansættelse i mange underordnede og dårligt betalte jobs, er man næsten sygeligt optaget af  cv med tilhørende referencer. Ganske mange bestyrelser og direktioner udviser ikke en tilsvarende skepsis der, hvor den er nok så vigtig, nemlig overfor en Stein Bagger typer. Der turde ellers være indlysende, at et solidt baggrundscheck er krævet, når man betror en person forvaltningen af store formuer, men tilsyneladende forblænder udsigten til den store nemme gevinst mennesker af hvem, offentligheden med føje kunne forvente et minimum af rettidig omhu, som ville sikre velkonsoliderede økonomiske resultater til gavn for hele samfundet.

 

Hvad gør djævelens advokat

Djævelens advokat stiller naturligvis de kritiske spørgsmål, men han undersøger også med sund mistænksom aktørernes baggrund og kreditværdigheden hos låntagere, hvis der er tale om noget finansielt, ligesom han spørger hvem, der faktisk har gavn af en bestemt beslutning og om der kan være habilitetsproblemer. Det mest karakteristiske er dog nok en slags tillempet Sokratisk metode til at undersøge beslutningsforslag. Sokrates bringer samtalepartneren til at indse svaghederne ved negere det, vedkommende fremsætter, altså pege på selvmodsigelser og andet, som er indlysende forkert. Teknikken minder om spillet mastermind, hvor den ene spillers tilbagemeldinger bør lede den anden til ved hjælp ad udelukkelsesmetoden at finde den rigtige kombination. I modsætning til spillet, når man ikke frem til at afsløre  en sikker løsning, men beslutningsgrundlaget vil blive mere oplyst. Djævelens advokat er hverken Rasmus Modsat eller en ondskabsfuld sarkastiker, men en venlig og kultiveret, energisk og engageret taler. Hvis han er karismatisk undlader at overbevise sine tilhørere ved forførelse, tværtimod opfordrer han dem til også at kritisere det, han siger.

 

**

 

Ovenstående er kun begyndelsen. Min undersøgelse af djævelens advokat vil fortsætte. Jeg vil snart skrive noget om det destruktive ved den ”posivitetsfacisme”, som desværre stadig er så udbredt på arbejdspladser. Jeg vil også snart nå frem til en indsnævring med konkrete bud på hvem, hvem der kunne være djævelens advokat for forskellige typer af organisationer og virksomheder.

 

I næste uge vil jeg oprette en facebookside om sagen – titlen har jeg ikke besluttet endnu. Jeg vil også oprette en side om djævelens advokat her på min hjemmeside, som i punktform skal opliste de ting, jeg selv ville tilbyde at gøre som djævelens advokat.

 

 

Den 1. januar satte jeg nedenstående note ind på min facebook profil – med blandt andet en henvisning til nærværende hjemmeside. Jeg gentager noteteksten her, da den gælder som min årlige opdatering:

 

2010 var et vellykket år:

Først en tak til alle, som jeg havde både muntre og alvorlige samtaler med i årets løb.

Dernæst vil jeg i al beskedenhed henlede opmærksomheden på min hjemmeside, som jeg fik en meget kompetent hjælp til at lave. Jeg er stolt af den rolige enkelhed som præger den, ligesom farvevalget signalerer emnet filosofi i min aftapning. URL’en er angivet her på Facebook under mine oplysninger, men gå ind og kig: www.filosofien.dk.

I juli i Stokholm var det en meget stor oplevelse for mig som bestyrelsesmedlem i Den Republikanske Grundlovsbevægelse at deltage i skabelsen af en europæisk republikansk bevægelse. Vores svenske værter havde lavet et fremragende arrangement.

Argumenter for republikken kan man finde i min artikel Kampen for en Republik på vores hjemmeside www.drgb.dk (søg på mit navn). På hjemmesiden kan man også finde nyhedsbrevet fra juli 2010, hvor har jeg skrevet udførligt om min begejstring. I korthed handler det om, at jeg ofte, siden jeg som 13årig blev republikaner, har følt mig som en lille dreng, der forgæves forsøger at påpege monarkiets nøgenhed. MEN i Stokholm var jeg pludselig omgivet af venlige,

veluddannede, velformulerede og oprigtigt OVERBEVISTE republikanere fra mange lande!

Det har været en glæde og en succes for mig at kunne levere nogle Fysik/Kemi artikler til online forlaget www.clioonline.dk.

Jeg oplever, at en række af de ting jeg som formand for beboerrepræsentationen stilfærdigt har insisteret på overfor vores administrator, faktisk bliver ordnet. Jeg er meget taknemmelig for den elskværdige tillid, som beboerne viser mig.

Tillid var det også, da mine kolleger på årets sidste lærermøde den 6. december valgte mig til arbejdsmiljørepræsentant. Jeg ser frem til at leve op til denne tillid. Mit arbejde som grundfagslærer i naturfag og samfundsfag på TEC’s VVS afdeling i Gladsaxe er udfordrende, men det er også meget meningsfyldt. Så jeg vil styrket i min nye position som arbejdsmiljørepræsentant søge fornyet arbejdsglæde ved at gøre det, som situationen kræver af mig. I 2011 vil jeg…

…GØRE EN DYD AF NØDVENDIGHEDEN